midtVask nomineret til ArbejdsmiljøPrisen 2015

En lille app har gjort den store forskel hos midtVask. App’en har gjort det let for medarbejderne at dele erfaringer om potentielle farlige arbejdssituationer. Det har resulteret i en markant stigning i rapportering af nærved-uheld og forslag til forbedringer af arbejdsmiljøet og sikkerheden.

Med 180 ansatte, der repræsenterer 31 forskellige nationer, er det ikke alle, der har lige let ved at skrive dansk. Derfor kan det være svært at få alle potentielle farlige situationer rapporteret. Det har midtVask fundet en løsning på i form af en lille app til medarbejdernes smartphones. I stedet for at rapportere om situationerne med papir og pen kan medarbejderne blot tage et billede med deres smartphone og dele det med kollegerne via app’en. Og app’en har i den grad haft en effekt: Der er blevet rapporteret tre gange så mange nærved-uheld i de første tre måneder, hvor app’en har fungeret. Og der er blevet lavet en masse forbedringer af sikkerheden på baggrund de ting, som medarbejderne har gjort opmærksom på gennem app’en. Det flotte resultat er medvirkende til, at virksomheden er nomineret til ArbejdsmiljøPrisen 2015 i kategorien Arbejdsulykker.

”Forebyggelse af arbejdsulykker skal være hurtig, tilgængelig og let at dele, for så sker der noget. Vi er ikke skriftlige, men vi kommunikerer i billeder. Det er en kæmpe fordel, at vi med app’en bruger et redskab, som vi kender fra vores dagligdag i andre sammenhænge – det er bare ét klik, og jeg deler mine fotos og idéer med de andre på arbejdspladsen. Det er let og ligetil, og der kommer mange flere forslag til forbedringer af arbejdsmiljøet”, siger vaskerichef hos midtVask Pernille Lundvang.

Der er brug for indsatser som den hos midtVask, der forhindrer og reducerer arbejdsulykker. Den nationale arbejdsmiljøstrategi har som mål, at antallet af alvorlige arbejdsulykker skal reduceres med 25 pct. frem mod 2020. Men midtvejsevalueringen viser, at det kun er lykkedes at reducere alvorlige arbejdsulykker med 4 pct. i 2012. Og indrapporteringen af arbejdsulykker er uændret fra 2012 til 2014.

”App’en er ny og anderledes måde at tænke arbejdsmiljø sammen med moderne teknologi. Den gør det nemt for flere medarbejdere at være en del af indsatsen for at skabe et sikkert arbejdsmiljø. Og ideen med at bruge fotos er en rigtig god løsning på en arbejdsplads, hvor der ikke er meget skriftlighed. Desuden kan den løsning, som man har udviklet hos midtVask, nemt bredes ud til andre brancher”, siger Lisbeth Lollike, formand for Arbejdsmiljørådet.

 

KONTAKTINFORMATIONER

78 46 39 30
midtvask@auh.rm.dk

Carl Krebs´ Vej 44
8200 Aarhus N

Arbejdsmiljø Kronesmiley

ISO 14001: 2015, Miljøcertificeret
ISO 45001:2018, Arbejdsmiljøcertificeret
Norsk Veritas
Bekendtgørelse nr.1409 af 26.09.2020: 

VINDERE AF

Netværksprisen
Miaprisen
Årets læreplads
Årets Arbejdsplads

Share This